Kritikken hagler ned over Barack Obama, fordi han i fredags forsvarede en bygherres ret til at opføre en moske tæt på det sted, hvor terrorister fra muslimske lande spredte død og ødelæggelse den 11. september 2001.
Republikkerne siger, at præsidenten ikke har føling med det amerikanske folk.
"Det er uklogt at bygge en moske på det sted, hvor 3.000 amerikanere mistede deres liv som et resultat af et terrorangreb," sagde den republikanske senator i Texas, John Cornyn, søndag i Fox News.
Obama har forsvaret sig med, at han ikke bedømmer 'visdommen' i at bygge en moske ved Ground Zero men udelukkende bygherrens ret til det.
Også mange amerikanere har protesteret mod de kontroversielle planer, der i sidste uge blev godkendt af myndighederne, om at bygge en moske og et auditorium med plads til 500 mennesker, det såkaldte Cordoba House.
Men Obama holder fast:
"Muslimer har de samme rettigheder til at praktisere deres religion som alle andre i dette land," siger han.