Obama i Israel for at smigre jødiske vælgere
Barack Obamas første møde i dag var med Benyamin Netanyahu, tidligere israelsk premierminister. AP Images
Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, mødes i dag med israelske og palæstinensiske ledere i Israel . Det bliver en svær balancegang.

Barack Obamas vej til amerikanske, jødiske vælgere går igennem Israel.

Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, ventes derfor at vælge sine ord omhyggeligt under sin rejse til Israel, hvor han landede i aftes.

I dag mødes Barack Obama med blandt andet Israels premierminister, Ehud Olmert, og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. De skal diskutere en mulig løsning på Israel-Palæstina-konflikten.

Ifølge den israelske avis Ha'Aretz er Barack Obamas stab meget opmærksom på at vinde jødiske vælgere i USA, da der er registreret fald i tilslutningen fra denne vælgergruppe.

Det skyldes angiveligt, at mange jødiske vælgere tvivler på, at Barack Obama kan sikre staten Israels sikkerhedspolitiske interesser, herunder forholdet til Iran, som er i færd med at udvikle sit atomprogram, som mistænkes for at kunne bruges til atomvåben.

Irans atomprogram vigtigst

Ifølge iagttagere vil hvert et ord fra Barack Obamas mund derfor blive vendt, drejet og analyseret for at finde ud af, hvilken politik Barack Obama vil støtte, hvis han bliver valgt som Demokraternes præsident.

Ifølge Ha'Aretz vil Irans formodede atomtrussel være blandt de vigtigste emner, som premierminister Ehud Olmert vil tale med Barack Obama om, når de mødes senere i dag.

Barack Obama har tidligere sagt, at han er imod en opdeling af Israels hovedstad, Jerusalem, i en palæstinensisk og en israelsk del - et forslag, der har været fremme som led i fredsprocessen.

I nyere udtalelser har Obama blødt op på sin modstand mod en opdeling af Jerusalem.

faktaboks
via Listen To News