Præsident Barack Obama er torsdag til Boston for at deltage i en særlig højtidelighed for ofrene for bombeangrebet på byens maratonløb.
Den amerikanske præsident deltager i en gudstjeneste i Bostons domkirke tre dage efter angrebet, som dræbte tre mennesker og sårede omkring 180.
Mitt Romney, den tidligere republikanske guvernør i Massachusetts, som tabte sidste års præsidentvalg, deltager også i ceremonien sammen med byens ledere, redningsmandskab og ofrene for bombeanslaget.
Obama, der er fløjet til Boston ledsaget af førstedamen, Michelle Obama, skal tale ved højtideligheden sammen med Massachusetts nuværende guvernør, Deval Patrick, og borgmester Thomas Menino.
Præsidentens tale vil ifølge Det Hvide Hus have fokus på ofrene for de voldsomme eksplosioner, der rev arme og ben af mennesker, som stod i området for at se maratonløberne komme ind over målstregen.
Samtidig vil han understrege, at de amerikanske myndigheder vil gøre alt for at finde den eller de personer, som står bag blodsudgydelserne.
Myndighederne i Boston søger efter en mistænkt, som ses på en video optaget inden eksplosionerne. Der er ikke foretaget nogen anholdelser, og den mistænkte er ikke identificeret med navn.
Siden mandag har hundredvis af efterforskere gransket overvågningsvideoer og stillbilleder taget omkring målstregen forud for de to eksplosioner.
/ritzau/AFP