»Junkie. Hashvrag. Der var jeg på vej hen: den sidste ødelæggende stereotyp af den unge på vej til at blive en voksen, sort mand.«
Sådan skrev den demokratiske præsidentkandidat Brack Obama i sin selvbiografi Dreams from my Father i 1995 om sin ungdom, hvor han eksperimenterede med stoffer. Dengang havde han ingen idé om, at han i dag skulle rejse USA tyndt i håbet om at blive USA s næste præsident. Eller hvor meget de få linier kan skade ham.
»Republikanerne giver ikke op uden kamp... Og en af de ting, som de helt sikkert vil slå ned på er hans narkotikamisbrug,« sagde en af Hillary Clintons højtrangerede kampagnemedarbejdere i går. Beskeden var klar. Stem på Obama, og han bliver revet fra hinanden af republikanerne.
En ond kvinde
Hillarys kampagne har også offentliggjort en stil, som Obama skrev i tredje klasse for at modbevise hans påstand om, at han ikke er gået direkte efter præsidentposten hele livet. Titlen: »Jeg vil være præsident«. Omvendt har Obamas kampagne ivrigt malet et billede af Clinton som en ond kvinde, der ikke vil lade noget stoppe hende på vejen mod Det Hvide Hus.
Men hos den modsatte fløj har de også travlt. De herrer mormonen Mitt Romney og baptisten Mike Huckabee er røget i totterne på hinanden over religion efter, at Huckabee kom til at sige: »Tror mormoner ikke, at Jesus og Djævelen er brødre?«.
I går måtte han så pænt undskylde.
Professor i regeringsførelse ved Georgetown University Stephen J. Wayne påpeger, at dette dog blot er begyndelsen:
»Det kommer lidt an på, hvem der bliver nomineret, men vi vil helt sikkert se langt flere og mere brutale negative reklamer, når det er partierne mod hinanden,« siger han og forudser, at den værste smædekamp vil være mellem Hillary Clinton og Rudy Giuliani.
»De er begge tyndhudede over for kritik og vil gå til modangreb,« siger professor Wayne.