Barack Obama har meldt sin ankomst til København i forbindelse med COP 15-topmødet d. 7.-18. december.
Han vil ankomme til København den 9. december, bekræfter amerikanske regeringsembedsmænd ifølge Reuters. Det er dagen før, han skal modtage Nobels Fredspris i Oslo.
Den populære præsident ventes dog ikke at være til stede ved afslutningen på topmødet, hvor en lang række andre stats- og regeringsledere ellers har besluttet at være til stede.
Ifølge Det Hvide Hus vil den amerikanske præsident på klimakonferencen i København spille ud med et forslag til en reduktion i USA's udledning af drivhusgasser på 17 procent sammenlignet med udledningen i 2005. Og på den lange bane er USA klar til at skære sin CO2-udledning med hele 83 procent i 2050.
Det er anden gang på godt to måneder at Obama besøger København. Første gang var i oktober i forbindelse med IOC-topmødet, hvor han og præsidentfruen var i hovedstaden for at repræsentere hjembyen Chicago i kapløbet om at få OL-værtsskabet i 2016.