Når Nobel-komiteen giver den amerikanske præsident Barack Obama Nobels Fredspris - så er det i høj grad en belønning for hans ideer og tanker - snare end for de ting, som han rent faktisk har gjort.
Det siger eksperter i amerikanske forhold, efter den overraskende udnævnelse af Obama blev kendt.
"Obama får prisen mere som en følge af det han siger, end det han har nået at gøre," siger lektor Derek Beach fra Aarhus Universitet, som forsker i amerikansk udenrigspolitik, til Newspaq.
Han peger på, at resultaterne af Obamas udenrigspolitik endnu ikke har vist mange resultater.
Også Johannes Dragsted Schmidt, der er lektor i internationale forhold på Aalborg Universitet, peger på, at Obama får prisen for de ting, som han ikke har gjort.
"Jeg tror, at det er meget vigtigt, at han har vendt George Bushs udenrigspolitik på hovedet i forhold til menneskerettighedsspørgsmålet, klimaspørgsmålet og ikke mindst i forhold til sin mellemøstpolitik,"siger Johannes Dragsted Schmidt, der er lektor i internationale forhold på Aalborg Universitet til Newspaq.
Begge forskere peger på mellemøstpolitiken og en pragmatisk udenrigspolitik som de vigtigste ændringer, som Obama har gennemført.
Johannes Dragsted Schmidt tror i høj grad, at tildelingen af prisen skal ses som en støtte til Obamas politik i forhold til den amerikanske indenrigspolitik.
"Prisen har en meget stor indenrigspolitisk betydning for Obama lige nu. Han har store problemer med sin sundhedsreform og med strategien for krigen i Afghanistan, hvor han har en uvillig kongres at slås med. Det her er et internationalt skulderklap til hans aktivistiske politik," siger han.
Derek Beach er overrasket over tildelingen af prisen, som han mener er historisk enestående.
"Det hører til sjældenhederne, at en amerikansk præsident får fredsprisen. Tidligere præsidenter og vicepræsidenter har fået prisen for ting, som de har gjort, efter de gik af - men man skal helt tilbage til præsident Woodrow Wilson, der fik prisen i 1919 for sin medvirken til at stoppe 1. verdens krig, hvis man skal finde en siddende præsident, der får prisen," siger Derek Beach.