Den amerikanske præsident, Barack Obama, sender venlige ord i retning af den muslimske verden, hvor flere lande endelig har givet kvindelige atleter debut ved de olympiske lege.
- Her i USA er vi utroligt stolte af Team USA, siger præsidenten og tilføjer, at størstedelen af den amerikanske delegation ved OL i London er kvinder.
- For første gang i legenes historie inkluderer alle holdene kvindelige atleter. En af grundene til det, er, at lande med en muslimsk majoritetsbefolkning også har valgt at tage kvinder med, siger Obama.
Blandt de kvindelige atleter, der har skrevet historie ved OL i London, er den saudiarabiske mellemdistanceløber Sarah Attar, der var den første kvindelige løber til at repræsentere sit land ved et OL.
Attar, en af to kvinder sendt til London af det muslimske land, sluttede på sidstepladsen på 800 meter distancen - næsten 44 sekunder efter Kenyas Janeth Busienei.
Placeringen var tilsyneladende ikke det vigtigste for den 19-årige løber.
- Det er et historisk øjeblik. Jeg håber, at det vil gøre en forskel. Det er et stort skridt fremad. Det er en virkelig fantastisk oplevelse, siger Attar, der både er født og opvokset i USA.
Heller ikke hendes landsmand, den 16-årige judokæmper Wojdan Shaherkani, fik den mest succesfulde OL-debut på det sportslige plan.
Blot 82 sekunder varede det, før Puerto Ricos Melissa Mojica havde afgjort duellen i første runde af kvindernes tungeste vægtklasse. Dermed var saudiaraberens OL forbi.
Ud over Saudi-Arabien havde Qatar og Brunei også for første gang nogensinde valgt at tage kvindelige atleter med til legene.
/ritzau/