Obama besøger Batman-ofres familier

USA's præsident er på vej til Colorado for at besøge ofrene for Batman-massakrens familie.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, rejser søndag til Colorado for at besøge familierne til ofrene for den massakre i en biograf i Denver-forstaden Aurora, der har kostet 12 mennesker livet.

Han vil også besøge de lokale myndigheder, lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.

Barack Obama skulle egentlig først rejse til det vestlige USA mandag, men præsidenten har besluttet sig for at besøge Aurora på sin vej.

Flere end 50 personer blev såret, da gerningsmanden fredag skød omkring sig ved visningen af den nyeste Batman-film.

Myndighederne i byen har samtidig offentliggjort identiteten på de 12 ofre. Alle blev dræbt af skud, lyder det fra retsmedicinere.

Blandt ofrene er en seksårig pige, Veronica Moser-Sullivan.

- Hun var smuk og uskyldig, siger pigens tante til The Denver Post.

Pigens 25-årige mor blev skudt i halsen og maven og er fortsat i kritisk tilstand.

Massakrens ældste offer er en 51-årig mand. Blandt de dræbte er også et 27-årigt medlem af den amerikanske flåde og en 29-årig sergent i det amerikanske luftvåben.

Myndighederne i området forsøger i øjeblikket af yde maksimal støtte til de berørte familier.

- Vi forsøger at nå ud til familierne, så hurtigt vi kan, siger Carol O'Shea, der leder støtteindsatsen.

Den formode gerningsmand, 24-årige James Holmes, begyndte at skyde vildt omkring sig inde i biografen, da der var vist 35 minutter af Batman-filmen "The Dark Knight Rises".

Holmes er nu anholdt og anbragt i isolation på grund af fare for hans sikkerhed, skriver Reuters.

Holmes vil blive stillet for en dommer mandag.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.