Gældskrisen i eurozonen vil skabe modvind for den amerikanske økonomi de kommende måneder, mener USA's præsident, Barack Obama. Samtidig forudser han, at de europæiske ledere vil forhindre et kollaps i eurozonen.
- Når det kommer til stykket, tror jeg ikke, at europæerne vil lade euroen falde, men de er nødt til at tage nogle afgørende skridt, siger Obama, der ud over travlhed med sin valgkampagne også afsætter meget af sin tid til at følge med i problemerne i Europa.
- Jeg bruger enormt meget tid på at forsøge at samarbejde med dem, og finansminister Timothy Geithner forsøger også at samarbejde med dem. Jo hurtigere de tager afgørende beslutning, desto bedre er det for os alle sammen, siger Obama.
Præsidentens muligheder for at blive genvalgt er i høj grad afhængig af den økonomiske udvikling og arbejdsløshedstallene de kommende måneder.
Aktuelt er ledigheden høj og den økonomiske aktivitet lav. Og det anses for at være en fordel for Republikanernes kandidat Mitt Romney.
- Lige nu er økonomien så trængt for så mange mennesker, at det bliver et tæt valg, siger Obama.
Meningsmålinger tyder på dødt løb mellem ham og Romney op til valget den 6. november.
I andet kvartal faldt den økonomiske vækst i USA til 1,5 procent sammenlignet med samme periode i 2011. Det er den sløveste vækst det seneste år, ifølge handelsministeriet.
- Vi vil fortsat have modvind i adskillige måneder. Europa er fortsat en udfordring, siger Obama.
/ritzau/Reuters