OB skulle vinde på hjemmebane over Genoa, hvis de ville kvalificere sig til slutspillet i Europa League, men det italienske hold blev stopklodsen for fynboernes europæiske drømme.
Efter 1-1-kampen var der stor skuffelse hos OB'erne, men ifølge forsvarsstyrmand Anders Møller Christensen kan de sagtens være indsatsen bekendt.
"Vi matcher dem godt. Men det er ikke i dag, at vi taber til dem. Det er i Italien, at vi taber opgøret, for vi matcher dem godt på hjemmebane, og det er ærgerligt, at de får et uheldigt mål. Det gør det svært for os, for derfra skal vi score to gange for at få forlængelse. Men vi kan være vores indsats bekendt," siger han til OB's hjemmeside.
"Vi ville gerne have haft, at første halvleg var 5-10 minutter længere, for vi havde godt pres på dem, og vi havde godt styr på det. Vi kunne måske have prikket en mere i nettet," mener Anders Møller Christensen.
En godkendt indsats er dog ikke noget SAS Liga-mandskabet kan bruge til ret meget, og deres håb om at være med i gruppespillet i Europa League må nu vente et år på forløsning.
"Vi er bare bitre over, at vi ikke er kommet videre. Vi spillede vores chance, og vi var tæt på. I pausen troede vi på, at vi kunne køre den hjem. Vi kan ikke bruge til noget, at det var et ærefuldt nederlag. Det er meget bittert", siger en skuffet Anders Møller Christensen.