Af Jakob Melgaard
For første gang i 13 år trak veteranen Thomas Helveg søndag en
OB-trøje over hovedet. Da han tog den af igen, havde han både begået
straffespark og været med til at vinde 2-1 over Esbjerg: Det første var
helt klart et uheld, det andet lignede mere rent held.
Den
hjemvendte OB er startede noget anonymt. Han gjorde sit arbejde, men
det var umiddelbart svært at se, at her kom en landsholdsspiller med
over 100 landskampe direkte importeret fra den tyske Bundesliga.
Første
halvleg bød ikke på specielt seværdig fodbold, og det kunne Helveg ene
mand ikke ændre noget ved. Og dog. For det var først ved
straffesparket, at der rigtigt skete noget. Thomas Helveg forsøgte vist
at dække en lang Esbjerg-aflevering ud over baglinjen, men han blev
overhalet af Jesper Bech, som krydsede veteranens løbebane: Ben blev
filtret sammen, og da angriberen lå i græsset med armene ud til siden,
valgte kampens dommer at pege på pletten.
Nok ikke ligefrem sådan, at Thomas Helveg havde forestillet sig sit comeback.
Resten
af kampen stod der Esbjerg på det meste – uden at det var nævneværdigt
meget. Thomas Helveg måtte lide den tort, at få et gult kort, ligesom
han heller ikke slap for lidt god dansk jantelov fra
hjemmepublikummet, som morede sig højlydt, da han sparkede hul i luften
i stedet for at ramme bolden.
Men Thomas Helveg og holdkammeraterne fik deres hævn til sidst.
Med
10 minutter tilbage førte Esbjerg stadig 1-0, og OB havde på
dette tidspunkt ikke bestilt meget andet end at sparke bolden væk. Men
så – ud af nærmest ingenting – scorede først Morten Fevang med en flot
firsttimer, og til allersidst satte Jonas Borring panden på et indlæg
fra Esben Hansen, og så endte kampen lidt ufortjent med udesejr til OB.
Med
sejren er OB nu kun et enkelt point fra sølvpladsen, og syv point efter
københavnerne på førstepladsen. Esbjerg ligger nummer syv og må snart
erkende, at både medaljer, UEFA Cup og Royal League er meget langt væk.
Esbjerg - OB 1-1.
1-0 Niki Zimling (40.)
1-1 Morten Fevang (80.)
1-2 Jonas Borring (90.)
Tilskuere 6.105