Han mangler de afgørende papirer. Så nu må cheftræner i OB, Uffe Pedersen, ikke længere være cheftræner. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Den 13. november udløber Uffe Pedersens dispensation for den manglende P-trænerlicens. Og DBU vil derefter ikke længere acceptere, at Pedersen sidder på bænken som cheftræner; den rolle tilfalder i stedet nuværende assistenttræner Henrik Clausen, der har den nødvendige P-trænerlicens.
Men det problem vil OB løse med et rollebytte. De to trænere bytter ganske enkelt kasketter, og så kan Uffe Pedersen fortsat sidde på bænken under kampene.
Den løsning underkender DBU dog. De kalder OBs manøvre for proforma.
"Man behøver ikke gå mange gange rundt om anlægget for at finde ud af, hvem der har hovedansvaret for et hold, og vi har givet OB besked om, at UEFA og DBU ikke accepterer skyggeløsninger, men kun en varig løsning," siger Peter Rudbæk, der er træneruddannelseskonsulent i DBU til Ekstra Bladet.
I OB skyder kommunikationsdirektør Peter Hørlüch dog Ekstra Bladets historie ned og siger, der absolut ingen problemer er med det nye arrangement.
"Vi har hele tiden vidst, at Uffe kun kunne være cheftræner i 60 dage, men selvfølgelig kan han fortsat sagtens sidde på bænken, når Henrik Clausen overtager cheftrænerrollen," siger Hørlüch til Newspaq.
Så enkelt er dog bare ikke. Ifølge Newspaq oplysninger vil den model hverken blive godkendt af DBU eller UEFA, hvilket især rammer OB sidste kampe i Europa League.