Før den første kamp mod Genoa var OB ikke levnet mange chancer for at avancere til gruppespillet i Europa League, og det ser ikke lysere ud efter 3-1 nederlaget i Italien i går.
Men fynboernes cheftræner, Lars Olsen, tror stadig på det.
"Vi skal vinde 2-0 hjemme, og jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Det bliver selvfølgelig svært, for de bliver vanskelige at holde fra at score i Odense," siger han til OB's hjemmeside.
Cheftræneren ærgrer sig over, at hans spillere var uopmærksomme i starten af begge halvlege, hvor de tre mål blev scoret. Ellers var han godt tilfreds med sit mandskab.
"De resterende 70 minutter synes jeg, at vi spiller en okay kamp. Vi forsøger, og vi kommer også frem til muligheder, så det er ærgerligt, at vi ikke får en scoring mere," siger Lars Olsen.
Italienerne kommer til Odense til returkampen på torsdag, og der bliver den store udfordring at holde Genoa fra at score.
"Vi skal nok score mod dem," siger Lars Olsen.