For AGF kan en sejr give næsten 100 procents sikkerhed for, at der også i næste sæson spilles Superliga-bold i Århus. For OB er en sejr tvingende nødvendig, hvis fynboerne fortsat skal have en chance for at tage guldet.
Der er masser på spil i lørdagens Superligakamp mellem AGF og OB i Århus i en kamp, hvor OB har angriberen Djiby Fall og forsvarskrumtappen Anders Møller Christensen ude med karantæner. Alligevel er OB-træner Lars Olsen optimist.
- Vi slog dem herude, hvor vi spillede en udmærket første halvleg men en
dårlig anden halvleg og vinder 2-0 på to flotte mål af Jonas Borring på
skud udefra. De er svære at spille imod: De forsvarer sig godt, og så
har de nogle hurtige folk fremme, men i den allerførste kamp i sæsonen
vandt vi 2-0 deroppe, og det håber jeg, vi kan gentage på lørdag, siger Lars Olsen til Ob s hjemmeside.
Han har endnu ikke lagt sig fast på, hvem der skal spille i stedet for de to karantæneramte profiler, men han hæfter sig ved, at han med Jonas Troest og Jonas Borring tilbage fra karantæne stadig har mange muligheder.
- Jeg kan gøre mange ting. Troest er selvfølgelig forsvarsspiller, man
kan flytte Nymann frem, Man kan sætte Troest direkte ind på sin gamle
plads og rykke forsvaret over, Borring kan gå ind på venstre kant og på
den måde frigør vi Bolaños til højre kant. Der er mange muligheder, og
hvad jeg lige beslutter mig til, det ved jeg altså ikke endnu – men jeg
har selvfølgelig en ide om, hvad jeg vil gøre, fortæller Lars Olsen.