OB sælger Alexander Aas

OB-forsvaren Alexander Aas skifter til den norske oprykkerklub Strømgodset.

Af Søren Kitaj
soki@dny.dk

Den norske forsvarer Alexander Aas forlader OB og Superligaen til fordel for Tippeligaen og oprykkerklubben Strømgodset.
Aas kom til OB fra den norske klub Odd Grenland i januar 2005, og han har siden spillet 61 kampe i centerforsvaret og som højreback.

Fynboerne ville gerne have beholdt Aas, men et godt tilbud fra Strømsgodset kombineret med spillerens ønske om at vende hjem til Norge har betydet, at salget blev en realitet.

»Da Alexander Aas selv havde ytret ønske om at vende hjem til Norge, og tilbuddet fra den norske klub var acceptabelt for os, var der ingen grund til, at vi skulle stå i vejen for hans ønske. Vi havde gerne beholdt ham, for han har været en vigtig spiller for holdet og haft en professionel indstilling til både træning og i kamp, men alt i alt er der tale om en god handel for alle parter,« siger OB’s direktør Kim Brink til klubbens hjemmeside.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.