OB overlever belejring og sender Silkeborg på ferie

OB er blot én runde fra at skulle spille om en Europa League-billet, mens Silkeborg kan gå på sommerferie.
Silkeborgs Robert Skov (i rødt) scorede to gange mod OB, men det var ikke nok til samlet sejr.
Silkeborgs Robert Skov (i rødt) scorede to gange mod OB, men det var ikke nok til samlet sejr. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Silkeborg vandt 2-1 i det andet opgør mod OB i tirsdagens playoffkamp om en billet til Europa.

Men Silkeborg er trods sejren sendt på ferie, inden klubben fra næste sæson flytter til et nybygget stadion.

OB havde nemlig vundet det første opgør med 3-1, og dermed vandt fynboerne dobbeltopgøret med 4-3 samlet.

Med sejren skal OB møde enten Randers FC eller AaB i næste runde, hvorfra vinderen spiller på udebane mod nummer fire i mesterskabsspillet om en billet til Europa League.

Efter 1-3 i den første kamp var Silkeborg pisket til at komme frem i tirsdagens opgør, og det gjorde midtjyderne.

Det var Silkeborg, der var ovenpå i første halveg, men uden at kunne få gang i scoringerne.

Men efter 0-0 ved pausen bragte Robert Skov Silkeborg foran fem minutter inde i anden halvleg.

Skov vendte flot på OB's Frederik Tingager og Jacob Barrett på en lang aflevering, og fra kanten af feltet udplacerede Skov den chanceløse Michael Falkesgaard.

I minutterne efter havde Davit Skhirtladze og Emil Scheel chancen for at score det andet mål, der ville bringe Silkeborg foran samlet.

Men det lignede en afgørelse på dobbeltopgøret, da Mikkel Desler udlignede til 1-1 med 20 minutter tilbage, men bare minuttet efter var Robert Skov igen på spil.

OB mistede koncentrationen og lige pludselig var Skov helt fri i fynboernes felt, og han gjorde det sikkert til 2-1.

Silkeborg lugtede atter blod og lagde et voldsomt pres ned mod OB-målet.

I kampens sidste minut kom Skhirtladze helt fri, men han blev bremset lige udenfor feltet af Frederik Tingager, der fik rødt kort.

Mere kom der ikke ud af situationen, og OB kunne glæde sig ved slutfløjtet over at holde liv i sæsonen.

OB møder i næste runde Randers FC eller AaB, der tørner sammen onsdag. Her fører Randers 2-0 inden returmødet på eget græs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.