Den fynske OB-skude er langt fra på ret køl igen.
Efter sidste uges fyring af Lars Olsen, Vigge Jensen og Kim Brink skulle OB-spillerne igen vise deres værd.
Men fighterviljen manglede og trætheden sad i benene efter torsdagens Getafe-kamp. Til gengæld er Silkeborg på vej op af hængedynget.
OB blev sendt hjem fra Silkeborg Stadion med et 3-1-nederlag, og hjemmeholdet hentede sæsonens første sejr.
Jesper Bech scorede kampens første mål efter blot fem minutters spil.
Peter Utaka fik udlignet efter en halv time, inden Jim Larsen to minutter senere udnyttede et passivt OB-forsvar.
Pausen bragte ikke mere energi ind i et modløst OB-hold, og med et kvarter før tid lukkede og slukkede Christian Holst med et godt skud fra distancen.
Silkeborg er trods de tre point stadig under nedrykningsstregen.