2,5 point i gennemsnit er det blevet til, når OB har betrådt fremmed græs i denne sæson. I europæisk perspektiv er det kun Inter i Serie A og maltesiske Marsaxlokk FC, som har gjort det bedre.
Otte sejre, en enkelt uafgjort kamp og et nederlag, som daterer sig tilbage til oktober måned, hvor fynboerne tabte 0-3 til medalje-rivalerne fra FC Midtjylland.
»Under Bruce Riochs ledelse blev der arbejdet meget med spillernes mentale styrke. Jeg tror, det er det, som slår igennem i denne sæson. Det betyder, at spillerne ikke er kyst, inden de træder ind på banen, men tværtimod stoler de på, at kampene vindes,« siger fodboldeksperten Birger Peitersen.
Når det omvendt ikke har kørt så godt for OB hjemme på Odense Stadion, skyldes det andre mekanismer.
»Når man ikke har præsteret et stykke tid, så forsvinder den fanden-i-voldskhed, som ofte kommer til udtryk på hjemmebane med ekstra frække driblinger, flere skud på mål og så videre. For OB s vedkommende er det i øjeblikket tilfældet, når der spilles på udebane,« konstaterer Peitersen.
FCK også bedst ude
FC København har ligeledes været bedst på udebane i denne sæson, hvor de ikke har tabt endnu. Hvis løverne tager point i morgen, vil de overtage pladsen som ligaens bedste udehold. Men selvom FC København på det seneste har vist stor styrke i Superligaen, så har holdet det traditionelt svært mod »De Stribede« i Parken. Faktisk skal man helt tilbage til foråret 2002 for at finde den seneste hjemmesejr i det opgør.
Kampen bliver efter alt at dømme sidste skud i bøssen for Superligaens opposition , hvis det skal lykkes at vippe de forsvarende mestre af tronen. FCK fører med ni point ned til de nærmeste forfølgere, FC Midtjylland og OB.
Med til historien hører, at Irtysh Pavlodar fra Kasakhstan og irske St. Patricks begge har tre point i gennemsnit, men da sæsonen hidtil kun har omfattet henholdsvis to og tre kampe, er de røget under Nyhedsavisens selvbestaltede bagatelgrænse.