Det må være verdens mindste fingre, der bliver lagt imellem, hvis den tidligere frontmand i britpop-gruppen Oasis, Liam Gallagher, da overhovedet kan siges at gøre det.
I hvert fald når snakken falder på Robbie Williams - popfænomenet, der brød ud af boybandet Take That i 1995 og gik sine egne musikalske veje. De to har længe haft et offentligt skænderi i gang.
Under et interview med BBC 5 Radio Live forleden var det den helt store rive, Liam Gallagher havde taget med. Hans eget band, Beady Eye, skulle samme aften spille for 1500 mennesker i Gallaghers hjemby Manchester - sideløbende med den ene af Williams' fire megakoncerter på det lokale stadion Etihad.
- Vi burde spille på Etihad tre aftener, ikke en eller anden fucking fed fucking idiot. Det kunne være enhver fucking klovn. Jeg synes, det er en skam, at han spiller tre aftener, mens et band som vores spiller én aften på Ritz. Fattigt, kammerat. Det handler ikke om ham, men om folk generelt, sagde han.
Det var efterfølgende svært ikke at ane bare antydningen af misundelse hos den 40-årige frontmand.
- Beady Eye er ikke et stort band. Alle tror, at vi vil annoncere store fucking stadionkoncerter. Ritz er det niveau, vi er på, og det bliver vi på, indtil folk får deres fucking finger ud og køber vores fucking plader, forklarede han.
/ritzau/