De tider er forlængst forbi, hvor arbejdsgivere står i kø for at få fingrene i nyuddannede ingeniører, arkitekter og cand. merc'ere.
Hver fjerde nyuddannede akademiker er ikke i job et halvt år efter eksamen.
Det er en stigning på over 60 pct. fra sommeren 2007, viser nye tal fra Akademikernes Centralorganisation (AC), der endnu ikke er offentliggjort.
Tallene viser også, at antallet af langtidsledige dimittender er næsten fordoblet på et år.
Således var der i december sidste år 1.138 nyuddannede akademikere, som aldrig har haft en arbejdskollega og som har gået ledig i over ét år.
"Det er meget kritisk, ikke mindst for ingeniører og andre med tekniske kompetencer, der hurtigere bliver forældet. Samtidig kommer de langtidsledige bagest i køen, når der kommer nye kuld ud fra universiteterne," siger sekretariatschef i AC, Jens Mølbach, til Newspaq.
SF er også bekymret over situationen og frygter, at mange vælger at prøve lykken i andre fag eller bliver hængende i langtidsledigheden.
Derfor foreslår partier, at man udvider den såkaldte videnspilotordning, så flere nyuddannede ansættes med lønstilskud i private virksomheder.
"Ordningen skal udvides, så endnu flere færdiguddannede akademikere kommer ud i små og mellemstore virksomheder, der ikke har erfaring med at ansætte højtuddannede medarbejdere," siger SF's uddannelsesordfører, Nanna Westerby.
I Københavns Kommune har man allerede taget konsekvensen af den høje arbejdsløshed blandt nyuddannede magistre, arkitekter og psykologer.
Næsten hver tredje dimittend går nu ledig, og derfor opretter man i år 1.800 kommunale arbejdspladser med løntilskud.
"Kampen om jobbene er blevet hårdere. De unge bliver mødt med krav om erfaring, når de søger job, og de nyuddannede kommer i klemme. Derfor sætter vi massivt ind med løntilskudsjob for at hjælpe de mange nyuddannede uden job," siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (R) i sit månedlige nyhedsbrev 'Perspektiv'.