Syge mennesker slipper måske alligevel for en tur på jobcentret hver fjerde uge.
Det kan blive konsekvensen, fordi Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, nu udtrykker skepsis over for regeringens forslag om, at langtidssygemeldte fremover skal til møde på jobcentrene hver fjerde uge, mod før hver 12. uge.
DF's udmelding kommer efter, at Kommunernes Landsforening i morges var ude med skarp kritik af af det de kalder en række 'nyttesløse møder', der er spild af jobcentrene og de syges tid.
''KL's udmelding bekræfter mig kun i, at det er klogt at være skeptisk over for forslaget,'' siger Bøgsted ifølge Altinget.dk.
'''Jeg er nervøs for, om det ikke bare er spild af ressourcer, og så er det ikke rimeligt at gennemføre det,'' siger han.
Bøgsted er - trods sin skepsis - dog ikke allerede nu klar til at afvise forslaget. Han vil høre ministerens argumenter.