Det var et lavtryk, der skabte al balladen.
Nytårsdag balancerede et uvejrssystem langs den 60. breddegrad fra vest mod øst og bragte storm og vindstød af orkanstyrke til de nytårsfejrende skandinaver.
Det værste passerede dog nord om Danmark, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Nytårsdag gav det middelvind af stormstyrke og vindstød af orkanstyrke til den jyske vestkyst, mens Oslo og siden Stockholm fik den tvivlsomme fornøjelse af at opholde sig i centrum af lavtrykket.
Vinden passerede første gang stormstyrke i Damark enkelte steder langs den jyske vestkyst klokken fem natten til mandag. Herefter løjede vinden lidt af for at nå stormstyrke igen i en periode på et par timer omkring middagstid.
De kraftigste vindstød på 38 meter i sekundet – fuld orkan – blev målt i Hanstholm i Nordjylland ved middagstid mandag.
I resten af landet nåede vinden generelt op på stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Blæsten toppede omkring middag i Jylland og i løbet af eftermiddagen i den østlige del af landet.
Den højeste vandstand langs sydvestkysten af Jylland blev målt til toenhalv meter i forhold til normal vandstand. Højvandet toppede omkring middagstid mandag og voldte ifølge DMI ikke umiddelbart problemer – til sammenligning nåede vandstanden op på over fem meter i Ribe under decemberorkanen i 1999.
Lavtrykket bragte også en del nedbør med sig i form af regn. Et større regnvejr gav mellem fire og seks millimeter i det meste af landet nytårsnat.
Enkelte steder melder private regnmålere om op mod 40 millimeter mandag formiddag, mens de højeste DMI-målinger fra de fuldautomatiske nedbørsstationer lyder på cirka 10 millimeter.