Det danske akutberedskab har haft et mere travlt nytår end sidste år.
I år blev der 1442 gange ringet 112. Det resulterede i 1188 udrykninger med ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler.
Det er flere end sidste år, hvor akutberedskabet rykkede ud 875 gange, oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Tallene er samlet ind fra klokken 18 nytårsaftensdag og frem til 06 nytårsmorgen.
Ifølge Anders Damm-Hejmdal, lægefaglig chef på 1-1-2 Vagtcentralen i Region Hovedstaden, er det forskellige ting, der rykkes ud til.
- Det er alt det, der relaterer sig til en festlig aften, siger han og peger på, at det ofte er noget, der involverer alkohol.
- Så er der selvfølgelig de nytårsrelaterede fyrværkeriskader og alt det andet, der hører til alle dage.
- Et hjertetilfælde eller en blodprop i hjernen kender ikke forskel på nytårsaften og andre siger, siger han.
Han peger på, at det højere antal udrykninger i år kan skyldes, at der er færre coronarestriktioner end sidste gang, der blev fejret nytår.
- Sidste år var meget coronapræget. Det er det selvfølgelig også i år, men samfundet er dog lidt mere åbent, siger Anders Damm-Hejmdal.
På landsplan har der været 44 udrykninger, der er relateret til fyrværkeri. Sidste år var tallet 36, og dermed er der tale om en lille stigning.
14 af udrykningerne var til øjenskader, og 16 var håndskader. De sidste 14 er andre ting - for eksempel forbrændinger eller hørerelaterede skader
En oversigt over udrykninger og antal skader i de forskellige regioner viser, at der har især har været travlt i Region Hovedstaden.
Her har der været 517 opkald til 112 og 458 udrykninger. 414 med ambulance og 44 med lægebil.
Her var 13 af udrykningerne fyrværkerirelaterede. Seks til øjenskader og syv til håndskader.
Blandt de fem danske regioner har der været færrest udrykninger i Region Nordjylland. 116 gange var der brug for akut hjælp. Kun to gange var udrykningerne relaterede til fyrværkeri.
Det er Regions Hovedstadens AMK-vagtcentral, der har samlet tallene fra landets fem regioner.
Det er AMK-Vagtcentralerne, der modtager alle sundhedsrelaterede opkald, som viderestilles fra politiets alarmcentral.
På AMK-Vagtcentralerne sidder sundhedsfagligt personale, der modtager ophold og tager stilling til, om det er nødvendigt med udrykningskørsel. I nogle tilfælde har borgere blot brugt for råd og vejledning.
/ritzau/