Nyt valgsystem gør det svært at udpege en vinder i Thailand
Thailands premierminister og leder af militærstyret, Prayuth Chan-ocha, gav et nummer på traditionel thailandsk fløjte, da han tirsdag ankom til sit ugentlige kabinetmøde i Bangkok. Athit Perawongmetha/Reuters
Både partiet Palang Pracharat med militærstøtte og Pheu Thai Party insisterer på retten til regeringsdannelse.

To thailandske partier kæmper om regeringsmagten efter parlamentsvalget søndag. De foreløbige resultater fra valget viser, at intet parti vandt et flertal af pladserne i parlamentet.

Derfor står kampen nu mellem det promilitære, konservative parti Palang Pracharat og Pheu Thai Party (Thailændernes Parti), der er grundlagt af den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der i dag lever i eksil.

Efter at 94 procent af stemmerne er talt op, har Palang Pracharat overgået forventningerne og sikret sig 7,6 millioner stemmer. På andenpladsen ligger Pheu Thai Party med 7,2 millioner.

Thailands valgkommission, der er udpeget af militærjuntaen, har hidtil offentliggjort resultaterne fra 350 valgkredse. Det endelige valgresultat ventes først fredag grundet problemer med optællingen.

De foreløbige resultater viser, at Palang Pracharat med premierminister og leder af militærstyret Prayuth Chan-ocha i spidsen har vundet flest stemmer.

Men som følge af et nyt, kompliceret valgsystem indført af juntaen vil Pheu Thai Party sandsynligvis ende med det højeste antal pladser i parlamentet.

I øjeblikket insisterer begge partier dog på, at netop det har ret til at forsøge at danne en regering. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Mandag anklagede brugere på sociale medier Thailands valgkommission for uregelmæssigheder ved søndagens valg.

Der blev blandt andet delt en video, som tilsyneladende viser en uniformeret soldat, som tjekker hvem andre soldater stemmer på. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Valgkommissionens formand, Ittiporn Boonpracong, kom søndag aften ikke med nogen foreløbige resultater, da optællingen havde nået 95 procent, selv om han havde lovet at gøre det. Han afsluttede sit korte pressemøde uden at give nogen forklaring på dette.

Kommissionsformanden erkendte dog, at der havde været tilfælde af stemmekøb, men oplyste ikke hvem der stod bag.

/ritzau/

/ritzau/