- Den 6. oktober flytter vi ind i vores nye ungdomshus på Grøndalsvænget Allé 13.
Det skrev Aktionsgruppen G13 i en pressemeddelelse helt tilbage i august. Et døgn inden den varslede besættelse er naboerne splittede og politiet afventende.
Foreningen Beboere for et ungdomshus i Nordvest har indsamlet over 1.000 underskrifter fra folk, der sympatiserer med de unges sag. De 180 medlemmer glæder sig nu til "at byde besætterne velkommen med blomster og gaver":
- Kvarteret er meget mangfoldigt, men her er ikke mange kulturtilbud, så vi synes, et ungdomshus her er en rigtig god idé, siger arkitekt Janne Wedenborg, 62, der er talsmand for gruppen. Hun nød selv at gå til koncerter i det hedengangne ungdomshus på Jagtvej 69 og forventer en fredelig aktion i morgen.
Rasmus Jarlov, 29, synes aldeles ikke, at et ungdomshus i Norvest er en god idé. Det konservative medlem af Borgerrepræsentationen har arrangeret en demonstration imod besættelsen:
- Vi samles allerede klokken 10, for at være sikre på at undgå karambolage med de unge. Vi håber naturligvis på så lidt kaos som muligt, men jo flere aktivister jo mere kaotisk og potentielt farlig bliver situationen, så vi opfordrer folk til ikke at deltage under selve besættelsen, siger politikeren, der ikke ønsker "den slags miljø" i sit nabolag.
Rasmus Jarlov har også taget initiativ til en underskriftsindsamling - imod et ungdomshus i Nordvest. Han har samlet godt 980, men understreger, at den udelukkende tæller folk, der bor i kvarteret.
Politiet vil ikke afsløre de nærmere detaljer om beredskabet i forbindelse med den varslede demonstration.
- Vi kan ikke afsætte noget større antal medarbejdere af den grund. Vi risikerer jo, at der ingenting sker, og de unge blot annoncerer en ny dato og et nyt hus. Den slags deltager vi ikke i, siger informationschef ved Københavns Politi Flemming Steen Munch.
Han forventer dog, at den indledende demonstration vil forløbe fredeligt.