Du kender den godt. Den truende rudekuvert fra elselskabet, der kun kan betyde, at du skal til at punge ud. Spørgsmålet er bare, hvor mange kroner du må bløde?
Den situation er snart fortid. Et nyt tiltag skal nemlig til at gøre det både nemt og overskueligt at overvåge dit elforbrug - før regningen kommer.
Det skriver epn.dk.
Dansk Energi, der repræsenterer de fleste danske elselskaber, og DanId har nemlig indgået et nyt samarbejde, hvor den enkelte kan følge elforbruget over nettet.
"Den store udbredelse af NemID gør det attraktivt både for kunderne og elselskaberne at bruge denne løsning. På denne måde gør vi det nemt og tilgængeligt for den enkelte elkunde at tjekke sit forbrug hos sit selskab," siger sekretariatschef i Dansk Energi, Thomas Krogh.
Det vil både være muligt at se selve elforbruget og prisen for det på nettet. Dansk Energi regner med, at NemId-tiltaget vil blive indfaset over de næste par år.
Så snart kan du se rudekuverten dumpe ind af brevsprækken med lidt mindre sved på panden end i dag.
Kilde: Epn.dk