Det er en udbredt antagelse, at mænds sædtal generelt er faldende, men det sår et nyt studie af verdens største sædbank, som ligger i Aarhus, nu tvivl om.
Et hold af forskere har set på sædtallet i sæden hos Cryos International, og her har det ikke været muligt at påvise en generel ændring mellem 2017 og 2022.
Begrebet sædtal dækker over antal levende sædceller per milliliter sæd eller per sædafgang.
Allan Pacey, professor i andrologi ved Manchester Universitet, siger, at der er en "udbredt forståelse af, at mænds sædtal generelt er faldende".
- Men vi kunne ikke dokumentere en ændring i sædkoncentrationen, så den idé bakker vi ikke op om, siger Pacey.
- Forhåbentligt kan det få nogen til at ånde lette op.
Studiet har set på sæd fra 2017 til 2022. Sæden stammer fra 6758 mænd mellem 18 og 45 år fra fire danske byer, og den er blevet analyseret, højst en time efter at den er blevet doneret.
Studiet er blevet offentliggjort i Human Reproduction, som er et videnskabeligt tidsskrift fra det berømte Oxford Universitet i Storbritannien.
Forskerne bag studiet noterer sig, at der var et fald i "svømmende" sædceller efter 2020, hvor nedlukninger påvirkede mænds spisevaner og fysiske aktivitet. Men resultaterne viser ikke et generelt fald, siger Pacey.
Ifølge professoren kommer noget af misforståelsen af sædkvaliteten fra et studie sidste år, som viste et årligt fald i sædtal på 2,64 procent siden år 2000.
En sådan måde at se på udviklingen "giver dog anledning til bekymringer," siger Pacey, da man ser på data, som allerede er blevet udgivet og ikke data, som er høstet specifikt til studiet.
Chris Barratt, som forsker i forplantning ved Dundee Universitet i Skotland, siger, at forskning på området hidtil har været ringe.
- Men forskerne her har gjort et godt stykke arbejde, siger Barratt.
- Det her store datasæt, som er høstet med metoder af høj kvalitet, viser, at vi bør fokusere på sædkvalitet fremfor sædkvantitet.
Allan Pacey siger, at studier ikke førhen har undersøgt sædmotilitet, som beskriver sædens evne til at bevæge sig, og at resultatet af studiet derfor er "interessant".
Forskeren siger, at man nemt kan behandle dårlig sædmotilitet med en sund livsstil.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa