Nyt Centrum-venstre. Det er navnet på et nyt politisk parti, som onsdag blev præsenteret i Kongens Have i København.
Blandt medstifterne af partiet er den tidligere imam Ahmed Akkari, der især blev kendt i den brede befolkning under Muhammed-krisen.
To af de andre stiftere af Nyt Centrum-venstre er Hanna Ziadeh og Jens Baj, som udlægger partiets politik ved onsdagens præsentation.
Ahmed Akkari er ikke med ved præsentationen, da han ifølge Hanna Ziadeh opholder sig i Grønland, hvor han underviser.
Akkari har i øvrigt meddelt, at han ikke er kandidat for partiet.
Ifølge stifterne er Nyt Centrum-venstre "et lyserødt parti", der ønsker at gøre op med blokpolitik i dansk politik.
- Der er en form for demokratisk underskud i Danmark. Vi kører ofte med de her blokpolitikregeringer, siger Jens Baj.
- Selv om Venstre og Socialdemokratiet siger, at de vil have samarbejde over midten, ender det ofte med blokpolitik, siger han.
Nyt Centrum-venstre er modstander af religiøs fundamentalisme. Partiet ser blandt andet kritisk på undervisningen i folkeskolen.
- Vi er nødt til at have noget mere religionskritik ind i folkeskolen.
- Lige nu er det rent mikrofonholderi, desværre, siger Jens Baj.
Ahmed Akkari var under Muhammed-krisen i 2005 en fremtrædende muslim, der oprindeligt var stærk modstander af Jyllands-Postens publicering af tegningerne af profeten Muhammed.
I perioden valgte han at rejse rundt i Mellemøsten for at fortælle om det, han anså som et islamfjendtligt Danmark.
Det fortrød han senere og ændrede holdning. Nu taler han i stedet mod islamisme. Det har han blandt andet gjort i forsamlingshuse, da han i 2013 tog på landsturné for at tale om islamisering.
I 2014 udgav han bogen "Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark".
/ritzau/