Udadtil har han gentaget ordene igen og igen: »Jeg er radikal, og det vil jeg altid være. I behøver ikke spørge«.
Og skrevet sætninger som »Lad mig, inspireret af John F. Kennedy, sige helt klokkeklart: Ich bin ein Radikaler!«
Men bag scenen har folketingsmedlem Naser Khader arbejdet seriøst med et nyt parti i mindst et halvt år. Det fortæller flere kilder tæt på Khader.
»Han var nået til et punkt, hvor han næsten fik kvalme ved tanken om at gå til møde med de andre radikale. Det var nødt til at komme til et opgør på en eller anden måde,« siger en nær kammerat.
Til diskussion før nytår
I oktober viste en meningsmåling fra Gallup, at han kunne mønstre 20 mandater, hvis han var leder af sit eget parti, og straks derefter begyndte Khader at sprede tanken: »Hvad nu, hvis jeg ikke længere er radikal? Hvad sker så?«
Han mødtes i november med flere fremtrædende politiske venner og havde blandt andet et møde med den konservative miljøminister Connie Hedegaard for at høre, om hun var interesseret. Det var hun ikke, siger hun i dag. Også reklamemanden Joachim Nielsen, der betalte for Gallup-undersøgelsen, har mødtes med Khader flere gange.
»Vi diskuterede muligheden for at lave et nyt politisk parti allerede tilbage før nytår. Han var meget interesseret,« siger Joachim Nielsen til Nyhedsavisen.
Da Khader 7. november blev udnævnt til Årets Blæksprutte – en politisk humorpris – sammenlignede han sig selv med en blæksprutte, der »nok aldrig bliver anerkendt i sit eget farvand«.
I en takketale forudså han sin egen fremtid:
»Hvem ved, hvad en blæksprutte kan, når han vil? Hvem ved, hvad blæksprutten vil? Og hvornår han vil det? Man skal aldrig undervurdere en blæksprutte,« lød det dengang.
Men først for nylig besluttede blæksprutten sig endeligt. Tog telefonen, ringede til Anders Samuelsen og Gitte Seeberg og blev enige om, at de var klar.
»Vi har tænkt på det her gennem meget lang tid, men det var først i sidste uge, at vi tre gav hinanden håndslag på, at nu gør vi det,« siger Gitte Seeberg.
Og Khader selv? Når journalisterne ringer, så skal han fremover bare huske, at han nu er fra Ny Alliance.
Og ikke længere De Radikale.