Det bliver op ad bakke - og det bliver mere end svært.
Sådan er reaktionen fra den politiske analytiker Niels Krause-Kjær, efter at det tidligere radikale folketingsmedlem, løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll, i dag bekræftede, at han skaber et nyt parti med navnet Borgerligt Centrum.
"Det er noget nær det mest umulige projekt, som man kan forestille sig," siger Niels Krause-Kjær til Newspaq.
Han ser to grundlæggende problemer for det nye parti.
"Når man danner et nyt parti, så skal der være en baggrund eller en bevægelse, der skaber det. Da SF for eksempel i sin tid blev dannet, der var det Krustjov, der tog et opgør med Stalins politik. I dette tilfælde er anledningen i stedet, at Simon Emil Ammitzbøll er blevet vred på Margrethe Vestager," siger han.
Han betvivler også, at Simon Emil Ammitzbøll vil kunne samle en bevægelse omkring sig.
"Et nyt parti skal have en person, en kraft, en motor, som er i stand til at fylde sådan en bevægelse. Og med al respekt for Simon Emil Ammitzbøll, der er en både dygtig og begavet folketingspolitiker - sådan en kraft er han ikke," siger Niels Krause-Kjær.