Med film som 'Sex and the City', 'Mamma Mia' og 'Flammen og Citronen' er 2008 blevet et år, hvor det er kvinderne og de ældre, der har været dominerende på biografsæderne og ikke de unge, som plejer at være de trofaste biografgængere.
Det skriver Børsen.
Områdedirektør på Det Danske Filminstitut, Steffen Andersen-Møller kan også godt nikke genkendende til den nye sammensætning af publikum, men er i tvivl om, hvorvidt det er en ny tendens, da der kun findes tal fra sidste år.
"Der er en tendens til, at flere forskellige mennesker går i biografen. Biografen er stadig et ungdomsmedie, men især Biografklub Danmark har fået et godt tag i den ældre generation."
I Hollywood tager man det nye brede publikum alvorligt og vil ændre på både distributions- og produktionsstrategierne for bedre at kunne ramme de nye målgrupper.
Endvidere er der også rettet fokus på markedsføringen af danske film, som er det afgørende for billetsalget i biograferne.