Antallet af bolighandler er rekordlavt. I 4. kvartal 2008 blev der kun handlet 8.000 boliger i hele Danmark. Og det på trods af, at priserne på boliger er faldet.
Nye tal fra Realkreditforeningens og Realkreditrådet viser, at huspriserne faldt hele 7,8 pct. på landsplan i fjerde kvartal 2008 i forhold til året før.
"Jeg har beskæftiget mig med boligmarkedet i ganske mange år efterhånden, men det er den kraftigste opbremsning, jeg har været vidne til. Et salg på under 8.000 boliger i 4. kvartal 2008 vidner om et ejendomsmarked, der har ramt muren," siger Karsten Beltoft, der er direktør for Realkreditforeningen, til DR.
Værst ser det ud øst for Storebælt. Her er priserne faldet omkring 10 pct., mens den modsatte side af bæltet er sluppet med et fald på et par procent.
Ifølge de nye tal er antallet af handler faldet en tredjedel på kun et år. Og ifølge eksperter vil der gå længe, inden den negative udvikling vender.
"Meget taler for, at vi tidligst i 2011 kan begynde at spejde efter en vending i dansk økonomi, da boligmarkedet vil trække økonomien kraftigt ned i de kommende år," siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.