Blot to uger efter det kraftige jordskælv på 8,8 richter, der kostede flere hundrede mennesker livet, er Chile igen ramt af voldsomme rystelser.
Skælvet skete i den dybde af omkring 10 kilometer - godt 124 kilometer sydvest for hovedstaden Santiago.
Nyhedsbureauet Newspaq har talt med Politikens Latinamerika-korrespondent, hotelejer Anne M. Sørensen, der befinder sig i Santa Cruz nær Santiago.
"Jeg oplevede det ved at hele bygningen begyndte at ryste. Og den ryster virkelig. Vinduerne klirrer og lamperne gynger, og ting falder ned fra hylderne, så styrter vi alle sammen ud i haven," fortæller hun.
Mange mennesker bor i deres haver under sejldug, fordi deres huse er styrtet sammen, fortæller Anne M. Sørensen.
Torsdagens jordskælv skete bedst som indsættelsen af Chiles nye præsident, Sebastian Pinera, var i gang i havnebyen Valparaiso nord for Santiago.
Chile blev efterfølgende ramt af to mindre skælv.
Det voldsomme jordskælv 27. februar kostede omkring 800 mennesker livet.