TV 2 opruster nu dækningen af Mellemøsten, hvor især den aktuelle krig mellem Israel og Hamas har verdens bevågenhed.
TV 2 Nyhederne udvider dækningen af regionen med den erfarne krigskorrespondent Rasmus Tantholdt, der fremover bliver ny mellemøstkorrespondent for TV 2.
Rasmus Tantholdt har fra 2003 været TV 2s korrespondent i alverdens krigs- og katastrofeområder.
- Mellemøsten er et kompliceret område med mange historiske konflikter, der trækker tråde op til i dag og kræver stor indsigt at dække.
- Rasmus Tantholdt har med sine to årtiers dækning af regionen de bedste kvalifikationer til at gøre seerne og læserne klogere på området og levere en balanceret dækning.
- Samtidig er han en uforlignelig formidler, der kan bringe konflikter langt væk helt tæt på danskerne og gøre dem forståelige og nærværende, lyder det fra Jakob Vissing, TV 2s udlandschef.
Hovedpersonen selv udtaler.
- Det er på en sørgelig baggrund, at jeg nu intensiverer mine rejser i Mellemøsten. Men præcis 20 år efter, at jeg første gang dækkede konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, er situationen i hele Mellemøsten stadig så konfliktfyldt og kompliceret, at verdenssamfundet igen har enormt fokus netop her.
- ?Det er en region, som står mit hjerte nær efter utallige møder med mennesker i lande og områder, der med deres respektive voldsomme historier bliver ved med at støde sammen, siger Rasmus Tantholdt.