Jakob Ellemann-Jensen skal fremover stå i spidsen for det nationale cybersikkerhedsinitiativ Security Tech Space. Det oplyser Alexandra Instituttet i en pressemeddelelse.
Ellemann-Jensen, som i dag er vicedirektør i Dansk Erhverv og tidligere har været både forsvarsminister og vicestatsminister, overtager posten som forperson fra Lise Fuhr. Han får nu til opgave at styrke Danmarks modstandskraft mod den stigende cybertrussel.
– Danske virksomheder og myndigheder bliver i den grad udfordret af de stigende cybertrusler. Cybersikkerhed er en afgørende forudsætning for vækst, innovation og et velfungerende demokrati, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Security Tech Space blev etableret i 2023 med fokus på at styrke cybersikkerheden – særligt i små og mellemstore virksomheder. Organisationen tæller i dag over 80 medlemmer fra både den offentlige og private sektor.
Målet er at samle kræfterne på tværs af sektorer for at udvikle og eksportere danske cybersikkerhedsløsninger og sikre en mere robust digital infrastruktur i Danmark.