Der var brede smil over hele linjen, da en storsmilende statsminister i dag kort efter klokken 10 stolt kunne fremvise sit nye ministerhold, efter audiensen hos den vikarierende kongelige regent, kronprins Frederik.
Mens politisk aktive fra Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom sørgede for underholdningen med slagsange og flag, præsenterede statsministeren den største rokade i VK-regeringens tid for det massive pressekorps og de mange fremmødte nysgerrige københavnere. Med hele syv nye udnævnte ministre, var der en del ukendte, men storsmilende, ansigter iblandt den nye ministerrokade.
"Det er nye tider i Danmark. Det er koldt, og det bliver en kamp at skabe økonomisk tøbrud og vækst. Nu var tiden kommet til at sætte et hold, der matcher de nye tider. Det er et stort hold, der er syv nye ministre og kun tre minstre, der ikke bliver berørt af den nye rokade," sagde statsministeren.
På spørgsmålet om, hvad der gik galt med den forhenværende regering, siden vi nu ser den største rokade i den borgerlige regerings tid, udløste Lars Løkke Rasmussen latter med sin ironiske kommentar.
"Jamen, jeg holder fast i, hvad jeg tidligere har sagt, nemlig at den her regering er perfekt og skal holde helt frem til næste folketingsvalg."
Statsministeren fastslog desuden, at regeringen i allerede i morgen vil præsentere et nyt arbejdsprogram, som kan gælde frem mod næste folketingsvalg.
"I dag tillader vi os at have det gode humør på. Men i morgen tager vi arbejdstøjet på. Her mødes vi til det første regeringsmøde," sagde Lars Løkke Rasmussen," inden de nyudnævnte ministre straks efter audiensen forlod slotspladsen i deres nye ministerbiler.