Fans af Beverly Hills 90210 fik et chok, da Shannen Doherty - der spillede Brenda i succes-serien - i 2015 meldte ud, at hun havde fået brystkræft.
Efter to års behandling var der positivt nyt, men i 2019 vendte kræften tilbage.
Og sidste år kom der flere triste meldinger fra den 52-årige skuespillerinde, som fortalte, at kræften havde spredt sig til både hjerne og ben.
Men nu er der omsider positive nyheder. Doherty fortæller i sin podcast "Let's Be Clear", hvor gæsten er hendes egen kræftlæge Amin Mirhadi, at en ny infusions-behandlingsplan indtil videre har givet gode resultater.
- Efter fire behandlinger så vi ikke rigtig nogen forskel, og alle ville have mig til at skifte, men jeg var lidt sådan: Vi fortsætter med det her og ser, siger Doherty.
Efter behandling nummer syv kunne lægerne se en forbedring, og Shannen Doherty er ikke bleg for at kalde det et lille mirakel. I hvert fald har hun nu fået håbet tilbage.
- Jeg kan dø i dag, jeg kan dø om 20 år, jeg ved det ikke. Jeg kan dø ved at gå udenfor mit hus og blive ramt af en bus. Eller jeg kan dø af kræft. Det eneste jeg kan gøre, er at leve hver dag så positivt, som jeg kan, og med håb, siger hun.