Det kan betyde, at flere museskader i fremtiden anerkendes som arbejdsskader.
»Vi har været med til at fremskaffe det »missing link«, som vi har manglet for at kunne tale om, at det her er almindelig sygdom,« siger overlæge ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, Jørgen Riis Jepsen, til DR Nyheder.
Jørgen Riis Jepsen mener dog, at det kræver flere undersøgelser med samme resultat, før museskader endelig kan blåstemples som arbejdsskader.
Den nye undersøgelse vækker begejstring hos Teknisk Landsforbund. Forbundet har 400 sager om museskader liggende, hvoraf 397 er blevet afvist af Arbejdsskadestyrelsen, der kun i meget sjældne tilfælde anerkender museskader som arbejdsskader. »Vi synes det er endnu et gennembrud for forskningen i museskader, og vi håber, at døren for alvor går op for anerkendelsen af museskader,« siger formand Gita Grüning til DR Nyheder.