De findes mange steder i verden. Kæmpe anlæg, hvor man kan omdanne havvand om til ferskvand. Især i Mellemøsten, Californien og andre knastørre områder, som har brug for langt mere ferskvand, end der findes i naturlige forekomster såsom grundvand, søer etc.
Men disse avancerede anlæg kræver enorme mængder af energi til at drive de store turbiner og andre foranstaltninger, som sier saltet væk fra havvandet.
Men nogle gange, så er det simple åbenbart det nemmeste. Kemikeren Jiwoong Lee fra Kemisk Institut på Københavns Universitet har arbejdet på en teknologi, hvor CO2 kan omdanne havvand til drikkevand uden brug af elektricitet, og det har potentiale til at blive banebrydende. Det skriver Videnskab.dk
Mediet henviser til en pressemeddelelse fra universitetet, hvor forskeren udtaler: - Det er lidt ligesom en Sodastream-maskine, som mange har stående hjemme i køkkenet. Man putter noget CO2 i vandet, og så går der en kemisk proces i gang. Men i stedet for at bruge CO2-en til at danne kulsyre, bruger vi den til at sortere saltet fra vandet med, siger Jiwoong Lee.
Processen tager 1-10 minutter, og metoden er lige nu i stand til at fjerne 99,6 procent af saltindholdet i havvand på laboratorieniveau, så det er drikkeligt, skriver Københavns Universitet.