Det er med stor sandsynlighed den jyske stormand og oprørsleder Niels Bugges borg, som er fundet tæt på Hald ved Viborg. Det oplyser Viborg Museum.
En sund kombination af stædighed, undren og held gjorde, at man borede et hul i jorden og tilfældigvis fandt tre store egetræspæle, som med stor sandsynlighed kan dateres til Niels Bugges tid, fortæller museumsinspektør ved Viborg Museum, Jesper Hjermind, til Avisen.dk:
- Vi skal lige have dateringen i hus. Der går 14 dage til tre uger, men det må næsten være Niels Bugges borg, siger Jesper Hjermind og tilføjer, at fundet kan være med til at ændre Danmarkshistorien.
Niels Bugge levede fra omkring 1300 til 1358, hvor han blev myrdet ved Middelfart. Han er en kendt og vigtig person fra den danske middelalder. Han gjorde oprør mod kongen, Valdemar Atterdag, og var storgodsejer og politiker.
Området ved Hald er særligt tilknyttet Niels Bugge, og arkæologer og historikere har længe spekuleret over, hvor han præcis levede.
- Vi har længe troet at Niels Bugge havde boet i Niels Bugges Hald, som lå overfor Niels Bugges Kro, men Niels Bugge har sandsynligvis aldrig boet der, siger Jesper Hjermind.
Fundet er gjort flere meter under borggården på Hald Ruin, som ligger på en lille halvø i Hald Sø. Her har arkæologerne fundet resterne af en høj, stejl tørveopbygning, der er kantet af egepæle, og som udgør sydsiden af en borgrest.