Nyt EM-håb for skadet Knudsen

Med den rette behandling har Michael V. Knudsen en chance for at blive klar til EM-slutrunden i Serbien.
Håndboldlandsholdet kan muligvis få glæde af Michael V. Knudsen ved EM i Serbien trods hans fiberskade.
Håndboldlandsholdet kan muligvis få glæde af Michael V. Knudsen ved EM i Serbien trods hans fiberskade. Foto: Ernst Van Norde / POLFOTO

Den stærke danske stregspiller Michael V. Knudsen fastholder håbet om at blive klar til EM-slutrunden i Serbien.

Et døgn efter hans uheld under landsholdstræningen viser ultralydsscanninger, at hans fiberskade ikke er så alvorlig som frygtet.

"Der er tale om en lille fiberskade og med den rigtige behandling kan det bestemt ikke udelukkes, at Knudsen bliver klar til at spille med ved slutrunden i Serbien," vurderer landsholdslæge Steen Bo Kalms dagen derpå.

Flensburg-spilleren er derfor en hyppig gæst hos landsholdets to fysioterapeuter, der allerede nu er godt i gang med et grundigt og alsidigt program, der skal få ham 'fit' igen, skriver Dansk Håndbold Forbund på hjemmesiden.

"Han gennemgår en behandling, der består af kompression, elevation tilsat is, ultralyd og tapning med kinesiotape," oplyser fysioterapeut Peter Poulsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.