Har religiøse mennesker et bedre helbred end mennesker uden tro?
Det er der flere videnskabelige undersøgelser, der peger på, og nu er Netværk for Forskning i Tro og Helbred, der består af teologer, læger, sociologer og psykologer gået sammen om at danne et nyt videnscenter i Odense. Centret bliver det første af sin slags i Norden. Her skal der forskes i sammenhængen mellem religion og helbred. Blandt andet den åndeligt lægende virkning af tro i forbindelse med kræft. Videnscentret bliver støttet af Kræftens Bekæmpelse, Forskningsrådet og Københavns universitet.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der i visse meget religiøse grupper som syvendedagsadventisterne og mormonerne en betydeligt lavere forekomst af kræft Den væsentligste årsag til dette er sandsynligvis en sundere levevis.
Religion hjælper
Undersøgelser tyder også på, at kræftpatienter med et religiøst tilhørsforhold oplever mindre angst og giver udtryk for større håb end andre kræftpatienter.
»På det nye center vil vi fokusere på patienternes livskvalitet. Hvad sker der når man bliver konfronteret med døden? Vi ved fra amerikanske undersøgelser, at religion ofte kan være en støtte, men i enkelte tilfælde kan troen også være en negativt element. For eksempel hvis patienten tror, at sygdommen er straf fra gud, kan religionen øge risikoen for depression,« forklarer lektor Niels Christian Hvidt fra Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet. Der findes ikke rigtigt noget dansk forskning, der viser, hvilke eksistentielle og religiøse kriser, kræftpatienter bliver kastet ud i, og hvilken betydning det har for deres valg eller fravalg af medicinsk behandling.
»Læger og sygeplejersker har stor forståelse for disse kriser, men de ved ikke helt, hvordan de skal håndtere dem, så det er noget af det, vi gerne vil opnå mere viden om,« siger Niels Christian Hvidt.