På kort tid har københavner-gruppen samlet en trofast fanskare, høstet masser af anmelderroser og hentet priser.
Til maj udkommer så det andet album fra de fire bandmedlemmer med sanger Nikolaj Manuel Vonsild i spidsen.
"Det nye album har fået titlen Konkylie og rummer en række sange, der snor sig fra det meget tunge downtempo club beat til det drømmende og følsomme lydunivers med Nikolajs velkendte vokal som det gennemgående element," lyder gruppens egen beskrivelse af det nye udspil i en pressemeddelelse.
'When Saints Go Machine' blev dannet i 2007 og opnåede hurtigt stor succes. Ved uddelingen af P3 Guld i 2008 vandt elektro-drengene fra hovedstaden prisen som årets P3 Talent.
Sidste år opnåede bandet en af de største æresbevisninger, der kan tilfalde danske bands, da de fik lov til at åbne Orange Scene på Roskilde Festivalen.
Nu glæder de sig over at få deres andet album på gaden.
"Konkylie er blevet det album, vi drømte om at lave. For os er der ingen sange, vi ville have været foruden. Det er et personligt album, der indeholder mange følelser og viser alle vores kompetencer," siger Nikolaj Manuel Vonsild.
Albummet udkommer den 16. maj.