Landets største realkreditinstitut, Nykredit, går foreløbig enegang med meldingen om, at de vil begrænse danskernes adgang til deres yndlingslån.
Det vil Nykredit gøre ved at indføre en såkaldte tolagsbelåning, siger koncernchef for Nykredit, Peter Engberg Jensen, til Berlingske.
Her vil realkreditlånet blive deles op i to, så kun de første 60 procent af finansieringen må bestå af afdragsfrie lån med variable renter. Mens Nykredit på den sidste del - fra 60 til 80 procent - vil tvinge folk til at tage fastforrentede lån med afdrag.
Men hverken hos Real Kredit Danmark eller BRFkredit har man planer om at indføre en lignende "tvangsordning".
"Vi har ikke selv nogle planer om at skulle indføre det, som Nykredit nu gør. Vi synes den kreditpolitik, vi har i dag, er passende," siger cheføkonom hos BRFkredit, Ulrikke Ekelund, til Newspaq.
Hun understreger, at eksempelvis førstegangskøbere har glæde af de nuværende flex-muligheder.
Hos Real Kredit Danmark er administrerende direktør Carsten Nøddebo heller ikke interesseret i at indføre den nye lånetype.
"Dels er det dyrere for kunderne, fordi det er administrativt tungt, men derudover har det ikke effekt på er det problem, man ønsker at løse omkring supplerende sikkerhed på SDO-lån, og det har det ikke nogen effekt på," lyder det fra direktøren.
"Men vi har forslået, at vi bør overveje at udfase de helt korte flexlån, altså F1 og F2, og så finde en lidt længere fonding, og det er faktisk ud fra den samme overvejelse," siger Carsten Nøddebo.
Nykredit er formentlig klar med deres nye belåning i to lag i andet kvartal af 2012.
Hvis Nykredit bremser brugen af afdragsfrie lån kan det gøre boliglån dyrere og presse priserne ned, vurderer økonomer over for Berlingske.