100 medarbejdere i Nykredit kan se frem til en lavere løn i fremtiden.
Det har Nykredit tvunget igennem uden en aftale, og det møder nu voldsom kritik fra Finansforbundet.
Det drejer sig om tidligere medarbejdere fra Forstædernes Bank, som nu må vænne sig til færre kroner i lønposen. I 2009 meddelte Nykredit, at man ønskede at forhandle om løntilpasning, som ville betyde lønnedgang for 100 medarbejdere.
Forhandlingerne gav imidlertid ikke noget tilfredsstillende resultat, men Nykredit har nu valgt at gennemføre lønnedgangen alligevel. Og det er stærkt kritisabelt, at de har gjort det uden en aftale, forklarer formand for Finansforbundet, Kent Petersen.
"Det er en grov overtrædelse af almindelig forhandlingsskik, og det er efter vores bedste overbevisning svært at tolke som andet end et kollektivt kampskridt. Vi kan simpelthen ikke leve med, at medarbejderne på den måde bliver sat ned i løn og har ikke set anden udvej end at indkalde til fællesmøde," siger han.
Finansforbundet har nu indkaldt Finanssektorens Arbejdsgiverforening til fællesmøde for at drøfte sagen.