Leder | Simon Andersen, chefredaktør, Nyhedsavisen
For tre år siden gav byen navn til den værste og mest uhyggelige sag om sex-misbrug i vort lands historie. En far lejede i årevis sine piger ud som sex-slaver – kommunerne på egnen havde nok en anelse om, at noget var galt, men gjorde ingenting.
Nyhedsavisen har nu dokumenteret, at tingene sejler i byen; børnesager i hundredvis bliver ikke behandlet, som de skal; kommunen rykker ikke hurtigt og undersøger de sager, hvor der er mistanke om svigt.
Borgmesteren virker hånlig og ligeglad – han lyver; siger, han ikke har hørt om problemerne, selvom han allerede i april var vært ved et møde, hvor de blev drøftet. Og bemærker, at han ikke gider læse bogen om Tønder-sagen, da de to journalister, der har skrevet den, bare »ville tjene penge«.
At byens borgere ikke går mod rådhuset og smider den mand på porten, er ubegribeligt.
Selvfølgelig er det ikke borgmesterens skyld, at en far har forgrebet sig mod sine børn, og selvfølgelig er det svært for mindre kommuner at tackle disse sager – men at han ikke kan udvise respekt i en sag, der har budt på så meget svigt og lidelse, det er uværdigt.
Vi ved, at kommuner igen og igen og igen svigter børn, ikke bruger penge på fjernelser, ikke følger sager op – der er kun ét at gøre: Lad staten overtage det ansvar.