Nyhedsavisen har kastet sig ud i en akademisk spidslæsning af en undersøgelse, Dansk Flygtningehjælp har fået lavet. Hvis man vil misforstå, så kan man altid det.
Undersøgelsen, vi taler om, er lavet på baggrund af flere måneders snak om, at Danmark får brug for mere udenlandsk arbejdskraft. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi er tvunget til at bruge mere udenlandsk arbejdskraft – det er en mulighed, Danmark har. Derfor har Dansk Flygtningehjælp spurgt danskerne, om de kunne se for sig, at en del af de mennesker, der i givet fald ville komme til Danmark, måtte være flygtninge – eller om vi udelukkende skulle gå målrettet efter højtuddannede udlændinge.
Og ja, vi mener, det er positivt, at danskerne i så fald mener både-og. Danskerne synes altså, at vi både kan tænke på, hvordan vi får fyldt specifikke huller på arbejdsmarkedet – og på, at der er plads til de udlændinge, der kommer til Danmark af andre grunde, end lige at de har den rette uddannelse.
Hvis den nyhed, vi lavede om undersøgelsen, kan misforstås, er vi selvfølgelig kede af det. Vi opfordrer læserne til at gå ind på vores hjemmeside, www.flygtning.dk, og læse den selv.