Fem vagter i grønne uniformer sidder klar ved grænsen til Burma. De undersøger min taske. Og finder et lille digitalkamera.

»Du må ikke have dit kamera med på grund af situationen. Ingen billeder,« siger en af soldaterne og tager kameraet.

’Situationen’, som soldaterne kalder det, er en uges brutal nedslagtning af munke og andre demonstranter i hovedbyen, Rangoon. En nedslagtning, der har sendt billeder af dræbte munke verden rundt – og fået diktaturet til at holde journalister og kameraer langt væk fra landet.

Et par enkelte grænseovergange er dog stadig åbne for turister – i meget begrænset omfang. Ved den thailandske by Mae Sot kan man komme over grænsen til Burma i en enkelt dag. Og komme et par få kilometer ind i landet til den burmesiske by Myawadi og dens 70.000 indbyggere.

»Politiet er overalt«

Jeg udgiver mig for at være studerende og får lov at gå over grænsen. På den anden side møder en lokal guide ved navn Aung mig. Aung er blevet anbefalet af en kilde i Burmas opposition, så jeg er sikker på, at han ikke i hemmelighed arbejder for Burmas diktatur.

Han viser mig de mange buddhistiske klostre og templer i byen. Og begynder langsomt at snakke om styret og demonstrationerne. Han kalder konsekvent oprøret og nedslagtningen for ’problemet’.

»Vi snakker kun om ’problemet’ med vores allernærmeste venner. Selv mine naboer kunne jeg ikke finde på at diskutere det med. Du ved aldrig, hvem der lytter,« siger Aung.

På gaden i Myawadi går enkelte tungt bevæbnede soldater rundt. Men Burmas hemmelige politi er den egentlige fare for de lokale.

»Politiet er overalt. Du ser dem bare ikke,« siger Aung.

Burma er et af Asiens fattigste lande, men Myawadi er rigere end de fleste byer i landet, fordi indbyggerne sælger alt fra narkotika til teak-træ til nabolandet Thailand. Noget sælges lovligt. Meget smugles over grænsen.

Munke-drab »umuligt«

Her har ikke været uroligheder som i Rangoon. I Myawadi og andre steder uden for storbyerne går folk mere op i penge end i politik, mener Aung. I templerne beder adskillige burmesere til Buddha.

»Jeg beder om en bedre økonomi,« siger en kvinde – og hendes ønske går igen blandt de bedende.

Mange af byens huse har paraboler og henter ulovligt vestlige tv-kanaler ned i stuerne. Indbyggerne har set BBC’s billeder af militærets skyderier mod munke. Billeder, de har modtaget med chok og vantro.

»Jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke, at du kan få burmesere til at dræbe munke. Der må være manipuleret med det,« siger Aung i den lille træhytte på pæle, han bor i med sin kone og børn.

Frygtede for sit liv

Rundt omkring i byen bliver der handlet, drukket te og spillet pool. Røde munke går fredeligt rundt på gaden og modtager almisser.

Ingen snakker politik. Specielt ikke til fremmede. Burmeserne ved, at de kan få adskillige år i fængsel for at udtale sig om regimet.

Aung blev i sidste uge filmet med skjult kamera af en vestlig tv-journalist, han viste rundt. Da han fandt ud af, at hans ansigt blev vist på en tv-kanal, frygtede han for sit liv og gemte sig i flere dage. Tilsyneladende opdagede styret det ikke, og Aung arbejder nu igen med at vise folk rundt.

Men turen går kun et vist stykke. Da min cykeltaxa tager mig ud på hovedvejen mod Rangoon, beder jeg om at blive kørt tættere på det checkpoint, som holder øje med, hvem der kører mod hovedbyen. Turister må ikke køre forbi.

Ingen forbindelse

Da vi nærmer os, laver cykeltaxaen pludselig en hurtig vending. Vi kan ikke stoppe og kigge nærmere på kontrolposten, forklarer chaufføren.

»Det vil virke mistænkeligt. De vil måske ikke smide dig i fængsel. Men jeg risikerer store problemer.«

Klokken 16.30 er besøget i Burma slut. Hvis jeg ikke dukker op ved grænsen forinden, vil militæret ringe Aung op eller gennemsøge byen. Inden grænsen stopper jeg ved en internetcafé. Den er lukket, forklarer den kvindelige bestyrer.

»Regeringen har lukket forbindelsen. På grund af situationen .«

Navne i artiklen er ændret af hensyn til kildernes sikkerhed. Nyhedsavisens journalist optræder anonymt, så kilderne ikke kan opspores gennem hans navn.