Hvis du læser disse linjer, er du en af Nyhedsavisens læsere.
Og jer bliver der flere og flere af, viser er frisk Gallup-måling. Ifølge målingen har Nyhedsavisen 249.000 læsere, i midten af januar var tallet 233.000. Fremgangen sker i en tid, hvor mange af de gamle dagblade oplever en læserflugt.
»Nyhedsavisen vokser i et faldende marked. Det er positivt, men vi vil øge tempoet, så vi kan vokse yderligere. Forandringerne på de gamle dagblade sker imidlertid hurtigere, end vi havde regnet med. Det er nu femte måned i træk, hvor dagbladene tilsammen falder i historisk stort omfang,« siger Morten Nissen Nielsen, der er administrerende direktør i Nyhedsavisen A/S.
Han mener, at udviklingen øger Nyhedsavisens konkurrenceevne hos annoncørerne.
Også gratisavisen 24 timer klarer sig godt i den nye måling, mens Dato i samme periode har oplevet et fald på otte procent.
Gallupmålingen har også undersøgt, hvordan det er gået de gamle dagblade i en periode fra januar sidste år til januar i år. De fleste dagblade har fået færre læsere, kun Politiken går frem med to procent flere læsere. Berlingske Tidende har oplevet et læserfrafald på 10 procent, mens hele 16 procent af Jyllands-Postens læsere har droppet avisen.
Også trafikaviserne Urban og metroXpress har oplevet en tilbagegang i det forgangne år.
Regionalavisen Århus Stiftstidende er det daglad, der har været hårdest trængt i det seneste år, viser målingen. Avisens læsertal er gået tilbage med hele 29 procent.