Folkekirkens Nødhjælp har i dag på deres hjemmeside bragt en pressemeddelelse, hvori de skriver, at organisationen har måttet fyre personale i Congo på grund af svindel for 375.000 kroner.
Offentliggørelsen af sagen kommer samme dag, som Nyhedsavisen konfronterer organisationen med den omfattende svindel.
I pressemeddelelsen skriver Folkekirkens Nødhjælp blandt andet:
"Rod i regnskaberne, manglende dokumentation og overpris for såsæd var nogle af de alvorlige anklager, der førte til, at Folkekirkens Nødhjælp afskedigede det ansvarlige personale i et genopbygningsprojekt i et af de mest hærgede og udsatte områder i det østlige Congo."
I pressemeddelelsen udtaler international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach:
- Vi har sendt ledende personale til programmet. Det er folk, som har lang erfaring i at arbejde i lande, hvor infrastrukturen er svag, og hvor lokale myndigheder langt fra er velfungerende.
Han fortsætter:
- Det er meget vanskeligt at arbejde i disse lande, og vi ved der er en risiko. Men den er vi parat til at tage, for det er her, der er allermest brug for hjælp. Når det går galt, gør vi alt for at løse problemerne. Vi fortæller åbent om det og arbejder ihærdigt for, at det ikke sker igen.
Nyhedsavisen og TV 2 begynder afdækningen af den omfattende svindel onsdag. Sagen om Folkekirkens Nødhjælps problemer i Congo er blot en af mange sager.